Brugernavn:   Kodeord:                


<< Tilbage


Liga-båd, fremtidens kølbåd....... og realiteterne
04. jan. 2014  Kl. 14:11:41  af: Flemming Djernæs

- mange velmenende bud på det/de rigtige valg.


Efteråret 2013 har i bådmedierne været meget præget af diskussionen omkring valg af liga-båd og DS´s længe ventede anbefaling af fremtidens kølbåd. Bemærk i øvrigt, at de to ting ikke nødvendigvis bliver det samme. Men DS lover en udmelding her i januar!

Det hele blev så fulgt op af et seminar i Vingsted Centeret, hvor de overordnede linjer for den nye sejlsports-liga skulle trækkes.

Detailplanlægningen kommer til at ske her i januar.

 

Topkandidaten J/70.
Vores ”lillesøster” J/70 har været nævnt som en af topkandidaterne til at blive valgt som den nye liga-båd.
Som J/80 sejlere kan vi vel vanskeligt mene andet, end at det også er en flot båd!

De store båd-sites er kommet med deres slet skjulte anbefalinger af båd. I kølvandet på disse artikler er der kommet mængder af velmenende bud fra sejlerne om, hvad DS bør vælge, og hvad DS bestemt ikke bør vælge!

Uanset om skriverierne er fra journalister eller private sejlere, så har fællesnævneren for samtlige artikler og indlæg været: Ingen anviser, hvorfra pengene skal komme!

Det er lidt som med Enhedslisten, hvor man vil det bedste for alle med andres penge, som der ikke er nogen af!

I iveren for at lovprise J/70´erens sikkert mange fortræffeligheder, har man ”glemt” at fortælle eller sætte sig ind i, hvad en J/70´er koster! Eller man har valgt at vende det blinde øje til.


Økonomien ingen taler om.
J-importøren i Kappeln oplyste mig i (helt) anden anledning, at en J/70 koster 335.000 kr. incl. sejl og trailer.

Hvis man skal have presenninger, instrumenter, motor, fendere, fortøjninger og køjebund(!) med, så koster det yderligere 5.000 Euro.

Nettoprisen er den samme som en ny Audi A3.

Måske finder vi her forklaringen på, at ingen danske sejlere endnu har købt J/70´eren – årets båd 2012?

Måske finder vi forklaringen på, at DS har visse finansieringsmæssige problemer i forhold til at indkøbe 6 liga-både?

Hvem vil være den/de første til at købe en klassebåd, som man ikke kan sejle klassebåds-løb i endnu?

 

Sejlklubben Sundet stiger på J/80-vognen og køber 2 J/80.
Set i forhold til de nævnte priser har vi derimod forklaringen på, at nye liga-klubber som Aabenraa Sejl Club og Sejlklubben Sundet nu også har besluttet af købe J/80 som klubbåde!

En Åbenrå-repræsentant sagde det jo lige ud af posen, at ASC først og fremmest hellere ville have J/80, og så kunne de på ingen måde skaffe finansiering til noget, der var endnu dyrere end de to brugte både, de køber.

Noget tilsvarende står aktuelt at læse på Sejlklubben Sundets hjemmeside.

Tillykke til Sundet med valget fra J/80-klubben! I vil blive glade for jeres beslutning.
Sundet lægger sig dermed i kølvandet på KDY, Sønderborg, Struer, Aabenraa og Nivå med J/80 som foretrukken klubbåd.


J/70 vs. J/80.
Nu, hvor vi fik styr på økonomien, bør man også se på vores båds performance målt op mod J/70! På nettet findes en ganske fin og saglig beskrivelse af en forhenværende J/80-sejler, der nu har valgt J/70.

Han motiverer sit bådskifte med, at der i hans lokalområde er flere J/70. På den baggrund kan vi godt give ham tilgivelse...!

Aftenmatcherne sejles med og mod J/80.
Han skriver bl.a.: J/80 er hurtigst i vind op til 8 knob. Fra 8-12 knob er bådene lige, mens J/70 er marginalt hurtigere over 12 knob (6m/sek). Den planer ca. 2-3 m/sek. før det samme sker for J/80, og så har J/70 lettere til at broache, men det kan næppe overraske nogen. Den vejer kun ca. det halve.

Set ud fra denne beskrivelse kan man hver især vurdere, om disse kendsgerninger gør J/70 til det bedste valg som klassebåd, som liga-båd og/eller i klubsammenhæng!
Hvor nogen utvivlsomt gerne vil op at plane hurtigst muligt, vil andre måske vægte, at J/80 rent faktisk formår at sejle, når det er småt med vind og et liga-stævne skal afsluttes indenfor tidsrammen! Eller at klubbåden formår at slæbe sig i havn efter en aftensejlads.


Der kommer en god løsning i morgen!
Mens vi venter på ”hvid røg” fra DS om deres valg og anbefaling, går sejlklubberne tilsyneladende deres egne veje med konklusioner, der er baseret på erfaringer, grundige vurderinger og tilpasset det muliges kunst.

Til glæde for fremtidens sejlere og ikke at forglemme: os, nuværende J/80-sejlere!

Godt nytår

 

Flemming Djernæs
Als Logistics, DEN 1028

   E-mail Nyheden


  NYHEDER
» 04. apr. 2024 DM 2024
» 06. feb. 2024 Indkaldelse til generalforsamling d. 12. marts 2024
» 08. apr. 2023 DM d. 6-7 maj i Nivå
» 08. apr. 2023 Referat af generalforsamling 2023
» 24. jan. 2023 Indkaldelse til generalforsamling 2023
» 26. jun. 2022 Referat af årets generalforsamling
» 29. mar. 2022 Vintersejlads
» 24. mar. 2021 Referat af ordinær generalforsamling 2021
» 24. feb. 2021 Nyhedsbrev
» 03. jan. 2021 Nyhedsbrev fra KDY omkring VM for J/80 i Juli
Side 1 af 10