|
Igen i år var Palby Fyn Cup præget af blandet vejr og i perioder rigelig vind.
Vi havde samlet en besætning på 5 mand og gjort båden klar. Desværre viste det sig at vores lanterner ikke virkede fredag formiddag, men det blev løst med to nødlanter (hhv. rød og grøn), samt en pandelampe, som agterlanterne, og så var vi klar.
Vi havde lavet en stor madpakke, så vi havde proviant nok, selv om turen skulle komme til at tage længere end forventet. Som sædvanligt bestod den af sandwich, pølsehorn, pizzasnegle og lidt til den søde tand. Madpakken er pakket i poser, så der er et måltid til 5 mand i hver pose. Det er nemt og sikrer at alle spiser hver 4. time, hvilket er vigtigt for at holde blodsukkeret nogenlunde stabilt og dermed gøre det nemmere at holde sig frisk.
Vi var i en blandet start og startede kl. 12.00. Der var ret let og springende vind i starten. Vores taktik på krydset til Strib var at starte helt til læ, sejle styrbord halse ind til Fyn og satse på at opklaringen syd fra ville medføre en vinddrejning mod syd, så vi kunne gå rum langs Fyn siden. Det kom til at holde stik, men en del fra vores løb havde samme taktik, så de første 4 i løbet lå meget tæt ved 1. meldepunkt, som var den gamle Lillebæltsbro. På vej ud af Lillebælt fik vi ca. 20 graders slæk og kunne sætte vores code 0. Der gik dog ikke lang tid inden vinden igen spidsede og vi måtte bjærge den, men det havde givet 3-4 bådslængder i forhold til de nærmeste konkurrenter.
Lidt længere sydpå gik vi igen med Code 0, da Simon og Lasse rapporterede at det var helt hvidt bagved os og at flere havde bjærget deres sejl. Vi bjærgede øjeblikkeligt vores Code 0 og blev ramt af en tordenbyge, hvor nogle af de større både med vindmåler havde målt omkring 20 m/s. Vi blev faktisk nødt til at også at rulle fokken ind, da det var værst. Da vi nærmede os det punkt hvor vi skulle vælge hvilken vej vi ville passere Bogø, var der opklaring på vej. Vi vurderede derfor at vi kunne falde af og sejle med Code 0 inden om Bogø og så ville der forhåbentligt være mindre vind, når vi skulle skære ud igen. Det viste sig at være et fornuftigt valg, for vi tordnede inden om Bogø i bygen og kom ud på den anden side i solskinsvejr og mellemluft.
Stykket ned mod Svendborg Sund blev ved med at være påvirket af bygerne, så vinden varierede meget i styrke. Vi havde en del genakkersæt, bjærgninger og skift mellem den store og den lille på det stykke, men i forhold til de både vi lå sammen med, så det ud til at vi gik rigtig godt, så det var besværet værd. Ved indsejlingen til Svendborg Sund begyndte det så småt at blive mørkt og vi gik afsted med 10-15 knob for den store genakker. Der var plat læns på det første stykke indtil Svendborg Sund Broen. Det gav lidt intens navigation og hurtige bomninger, da vi måtte skære lidt på tværs af løbet – Vi kom til Svendborg Sund ganske kort efter Big Challenge der væltede i bomningen med deres genakker og tabte en mand i vandet.
Vi var meget hurtigt igennem Svendborg Sund og sejlede for den store genakker ud mod kosten ved Thurø Rev. På dette tidspunkt var det blevet mørkt. Pludselig gav det et ordentligt brag og genakkeren hang og blafrede ude i læen. Vi havde været så uheldige at rykke enden af bovsprydet og dermed var det slut med genakker sejlads for os. Det betød at turen til Storebæltsbroen blev meget lang, da vi blev overhalet af mange både med spiler. Vi var ude i forskellige Storm P. løsninger for at kunne sejle med genakker uden bovspryd, men det er ikke til, pga. længden på genakkerens forlig – mørket gjorde det heller ikke nemmere. I øvrigt skal jeg hilse og sige at der kan komme temmelig meget vand ind gennem bovsprydet, når det ikke længere er lukket i enden. Vi fik det gjort nogenlunde tæt med en føtex pose og en rulle tape – et ømt syn!
Efter Storebæltsbroen havde vi foran-for-tværs op til Fyns Hoved. Et par stykker af os nåede kortvarigt ned på køjen op gennem Storebælt. I anledning af turen var der monteret slingrekøjer, så det var muligt at bruge køjen til luv, selv under krængning.
Fra Fyns Hoved var alle mand på dæk igen til det sidste kryds. Der var modstrøm og ca. 10 m/s på krydset over til Æbelø. Vi slog derfor ind under land og holdt os på det lave vand for at få mindre bølger og strøm.
Efter 21 timer og 29 minutter giv vi i mål efter en god sejlads. Vi vil bestemt anbefale andre J80’ere at prøve denne tur. Båden kan klare sig igennem uanset hvordan vejret bliver og det store cockpit sikrer at man sidder godt
|